Katolikkernes sag er absolut ikke latterlig. Tværtimod er det dybt latterligt og urimeligt, at man i 2007 skal henvende sig til et trossamfund, folkekirken, for at melde fødsler og andre civilstandsændringer, som ikke har en brik med folkekirken at gøre. En sådan registrering bør selvfølgelig ske direkte hos folkeregistrene. Derved kunne man undgå det diskriminerende element, der ligger i, at også ikke-folkekirkemedlemmer skal registreres og stå opført i et for dem uvedkommende trossamfunds registre. Hvad mon flertallet af danskere ville sige til at skulle melde fødsler til det muslimske trossamfund og dernæst resten af deres dage være registreret der? Helt absurd er det da også, at alle – også katolikker, baptister, metodister, jøder, ateister etc. – er tvunget til via statsskatten at betale til forkyndelsen i et trossamfund, som de måske sågar bevidst har fravalgt. Som katolik tvinges jeg således til at medfinansiere lønnen til de præster, som i deres præsteløfte lover at bekæmpe min tro! Det er faktisk et indgreb i religionsfriheden. Ganske vist kan alle frit praktisere deres tro her i landet, men retten til at fravælge folkekirken eksisterer ikke – i hvert fald økonomisk. Ønsker man en stærk folkekirke, må den frigøres fra staten. Den eksisterende folkekirke har marginaliseret sig selv som en holdningsløs, statssubsidieret forening.