Væggene i Diskotek LUUX er beklædt med guldtapet, og i loftet hænger et dusin mondæne lysekroner i glas.
Gulvene er bulet efter tusindvis af stilethæle, og hver gang man løfter fødderne på det klistrede dansegulv, bliver man mindet om de mange drinks, der i nætternes løb er skvulpet over i cocktailglassene.
Det er her – midt på Klingenberg – at blomsten af Odenses ungdom weekend efter weekend beruser sig i alkohol, musik og i hinanden.
I deres beruselse tænker de færreste diskoteksgæster sikkert på, at de i garderoben, på dansegulvet, i baren og på herretoilettet bliver videoovervåget.
I diskotekets lofter hænger der nemlig 16 overvågningskameraer, der skal gøre byens hippe gå-ud-sted til et tryggere sted at være.
»Vi har det for vores egen og for vores gæsters sikkerhed. Det er sjældent, at vi bruger kameraerne til noget. Men de er meget rare at have, hvis vi skal have opklaret et eller andet,« siger diskotekets bestyrer, Jesper Jacobsen til Nyhedsavisen.
O.k. med overvågning
Forrige weekend blev diskoteket involveret i et tragisk knivstikkeri, hvor to 24-årige mænd blev stukket ned af en 21-årig mand i Munkemøllestræde.
»Et af ofrene gik op til os og faldt om foran diskoteket. Vi ringede straks efter en ambulance. Heldigvis er det sjældent, at der sker så voldsomme ting i Odense. Her på LUUX er vores største problem stadig harmløse pige-slagsmål,« siger Jesper Jacobsen. Overfaldet har imidlertid gjort indtryk på byens politikere. Især borgmester Jan Boye (K), der i morgen mødes med byens politimester for at diskutere, om der skal være videoovervågning på de mest udsatte gader og stræder i Odense.
Det synes diskoteksbestyreren, Jesper Jacobsen, er en god ide, hvis det har den ønskede effekt.
»Jeg tror ikke, at video-overvågning kan forhindre slåskampe. Hvis nogle virkelig gerne vil slås, så skal de nok finde et sted at slås. Men videoovervågning kan være med til at opklare flere sager,« siger Jesper Jacobsen.
Afviser bøller
På diskoteket bruges video-overvågningen hovedsageligt til at opklare slagsmål.
»Politiet kigger filmene igennem for at finde ud af, hvem der startede et slagsmål, og hvem der var impliceret,« siger Jesper Jacobsen.
Men det er som sagt sjældent, at der er slåskampe på diskoteket.
»I de otte måneder, vi har eksisteret, har der kun været tre eller fire slagsmål, hvor vi har været nødt til at tilkalde politiet. Ellers har her været roligt – og sådan skulle det helst blive ved med at være,« siger Jesper Jacobsen.
Derfor har diskoteket også en striks dørpolitik.
»Vi afviser konsekvent dem, som vi tror vil skabe ballade. Det kan let blive til 20-30 mennesker på en aften,« siger Jesper Jacobsen.