Dronningen af 70'er-diskoen, Donna Summer, døde torsdag morgen af kræft i en alder af 63 år.
Det skriver sladdersiden TMZ.com.
Den amerikanske sangerinde har ifølge TMZ kæmpet mod en kræftsygdom gennem noget tid, men forsøgte at holde det skjult for omverdenen.
Op gennem 1970'erne slog Donna Summer sit navn fast med flere store superhits, blandt andet "I Feel Love" og "Hot Stuff".
Hun fortsatte med at sætte sit præg på hitlisterne i 1980'erne med sange som "She Works Hard For The Money" og "This Time I Know It's for Real".
Donna Summer har gennem sin karriere vundet fem Grammy-priser.
Siden 1980 har hun været gift med sanger og producer Bruce Sudano. Parret har to døtre sammen, og desuden har Donna Summer en datter fra et tidligere ægteskab.
Nyheden om sangerindens død er endnu ikke bekræftet fra familiens side eller gennem hendes manager.