Selvom man har vundet otte ud af de seneste ni års Tour de France, kan det stadig være svært at finde en sponsor. Det må Discovery-holdet nu sande. Holdet, der blev dannet i 1996 som US Postal Service, mener, at det er cykelsportens dårlige omdømme, der er skyld i, at sponsorerne er faldet fra.
- Jeg havde kontakter med mulige sponsorer, men den nuværende situation omkring sporten er så slem, at ingen ønsker at blive involverede, siger manager Johan Bruyneel til BBC.
Den syv-dobbelte tour-vinder Lance Armstrong (på billedet) er medejer af det selskab, der driver holdet - Tailwind Sports. Han er overbevist om, at man nok skal vende tilbage. Men først når dopingindsatsen er blevet bedre.
- Jeg tror ikke, at man har set det sidste til denne organisation i sporten. Men der skal helt klart forbedres en række ting på mange plan - i en forenet indsats - før man vil se os komme tilbage til cykling, siger Lance Armstrong.