Salling Group lukker discountkæden Basalt efter blot syv måneder.
Det skriver Avisen Danmark.
Salling Group åbnede Basalt i oktober sidste år for at imødegå de stigende priser.
- Da vi skabte Basalt, så verden anderledes ud, end den gør i dag.
- Heldigvis er energipriserne faldet, og vi ser lysere på inflationsudviklingen, end vi gjorde for et år siden, siger Henrik Nielsen, kædechef i Basalt, til Avisen Danmark.
Ifølge mediet skal 219 ansatte nu have nye job.
Intet på køl
Basalt-butikkerne er kendetegnet ved, at det kun er de mest basale dagligvarer, der er på hylderne. Derudover er der ingen køle- og frysevarer.
Det vil sige varer som pasta, havregryn, toiletpapir, bleer, tandpasta, mel og brød og et udvalg af frugt og grønt.
Mælken er af den langtidsholdbare slags, der ikke kræver nedkøling.
- Vi har gjort os umage med at skabe et koncept, der kan hjælpe danskerne med at få hverdagen til at hænge bedre sammen, i en tid hvor privatøkonomien er under pres.
- Med markedets laveste priser på de mest basale dagligvarer har vi i hvert fald givet vores bud på et konkret våben mod inflationen, udtalte koncernchef Per Bank i en pressemeddelelse i forbindelse med åbningen af den første butik den 11. oktober.
Basalt var et forsøg
Fra begyndelsen var udmeldingen fra Salling Group, at Basalt-kæden blev etableret på forsøgsbasis. Man var således klar til at dreje nøglen igen, hvis kæden viste sig ikke at blive en succes.
- Kunderne beslutter hvor mange butikker, og hvor langt konceptet rækker. Vigtigt at have modet til at turde prøve noget nyt uanset succes eller ej, skrev Per Bank på Twitter.
Og forbrugerne har tilsyneladende ikke lagt tilstrækkelig med kroner i butikkerne til, at konceptet kunne løbe rundt.
- Som sædvanlig kommenterer vi ikke omsætningen, men det er klart, at vi ikke har lavet en rentabel forretning, siger kædechef Henrik Nielsen til Avisen Danmark.
- Det kan ikke gøres op i kroner og øre, for vi har fået mange læringer, som vi fremover kan bruge i Salling Group.
Ifølge Basalts hjemmeside er der siden oktober åbnet 11 butikker. De ligger på Fyn, Sjælland og i Jylland.
Salling Group driver fortsat kæderne Netto, Bilka og Føtex.
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.