Er du chef i Københavns kommune - og ansætter du en kvinde frem for en mand, så kan du se frem til at få en kontant belønning med næste lønchek.
Det er snart virkeligheden i København, hvor direktørerne i kommunen kan se frem til at få en bonus, hvis de ansætter flere kvindelige chefer.
Kvinde-bonusen er en del af en større ligestillings-initiativ.
"Pæne intentioner virker ikke. Nu giver vi direktørerne et konkret incitament til at gøre noget ved ligestillingen," siger overborgmester Ritt Bjerregaard til DR Nyheder.
Den borgerlige del af Borgerrepræsentationen er dog ikke særlig glade for ordningen. De frygter, at direktørerne kan fristes til at se mere på køn end på kvalifikationer, når der ansættes.