Claus Thomsen er indehaver af tøjbutikken Miss Chili i Munkebo på Fyn.
Han er gået konkurs med det firma, hvorfra han skrev sin store internethandel. I dag er han alene om at styre butikken.
Claus Thomsen siger til Fyens Stiftstidende, at en smædekampagne på Facebook har kostet ham 10 arbejdspladser.
- Det er utroligt, men sandt: De små 500 piger, der råber op inde på Facebook og skriver rundt til alle mine kunder, har formået at smadre min forretning, siger han.
Claus Thomsen udtaler, at negativ omtale på Facebook og hjemmesiden Trustpilot er årsag til, at han har måtte vinke farvel til sine ansatte.
- Jeg synes, at det er uanstændigt, at 500 mennesker blandt andet med en målrettet kampagne på Trustpilot kan nedlægge ti arbejdspladser.
Fyens Stiftstidende skriver, at den negative omtale foregår i en facebookgruppe med omkring 500 medlemmer. Derudover er der opstået en anden gruppe ved navn 'Snydt af miss-chili'. På siden kan man læse vrede indlæg fra folk, der føler sig snydt af Claus Thomsen. Pengene bliver trukket, før pakkerne med sko og tøj bliver afsendt, lyder et af kritikpunkterne.
Selv forklarer han, at langt de fleste kunder er tilfredse. Claus Thomsen siger til Fyens.dk, at ét af medlemmerne af grupperne på Facebook har sendt en mail til Miss Chilis kunder med en opfordring til at skrive negativt om Claus Thomsen på hjemmesiden Trustpilot, hvor brugere kan skrive anmeldelser af forretninger.
Efter konkursen har Claus Thomsen besluttet, at aktiviteterne på Facebook drosles ned, og at han vil være varsom med, hvem der kan handle hos ham:
- Derfor tager jeg nu kun imod bestilling fra kunder, jeg kender i forvejen - jeg lukker ikke nye ind, fortæller han.