Team Saxo-Tinkoff-holdejeren Bjarne Riis er meget tilfreds med den internationale cykelunions (UCI) beslutning om at give holdet World Tour-licens for 2013 og 2014.
Det fortæller holdets administrerende direktør, Trey Greenwood.
- Jeg har talt med Bjarne. Han er begejstret, siger direktøren.
- Han kender sagen, som jeg gik til kommissionen med, og mine argumenter. For ham er det en bekræftelse af, at det, vi troede var rigtigt, også var rigtigt. Så han er meget glad, siger Trey Greenwood.
- Vi er glade for det og mener, at det er den rigtige beslutning. Hvis man ser på fundamentet for World Tour'en, så er det at have de bedste kørere i de største løb, og vi mener, at vores hold skal være med, siger direktøren.
/ritzau/