En 52-årig økonomidirektør i et multinationalt selskab i Randers er blevet dømt for vold.
Han var tiltalt for at nikke en kvinde en skalle i morgentrafikken, fordi hun flettede ind foran ham, skriver Randers Amtsavis.
Ifølge avisen var det en tidlig morgen i september, at manden så rødt. Han sendte kvinden en fuckfinger og kørte meget tæt på hende.
Derefter kørte han ind foran hende og tvang hende til at stoppe.
Kvinden spurgte direktøren: "hvad har du gang i?" Manden var ophidset, råbte, og det endte med, at han nikkede kvinden en skalle, skriver Randers Amtsavis.
- Jeg var irriteret over hendes opførsel. Hun maste sig ind i den bane, jeg kørte i. Jeg steg ud af bilen, fordi jeg ønskede at manifestere min irritation, sagde han ifølge Randers Amtsavis i retten.
Kvinden slap med øm næseryg. Direktøren blev idømt 40 dages betinget fængsel og kan altså fortsætte sit arbejde med at styre økonomien i den multinationale selskab.