Efter fire år i den kriseramte restaurant-kæde Jensens Bøfhus stopper Anders Nikolaisen som øverste direktør.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Anders Nikolaisen siger til avisen, at forholdet mellem ham og bestyrelsesformanden er slidt, og at det derfor er det mest fornuftigt og klogt for ham at komme videre.
Han ønsker ikke, at komme nærmere ind på sin beslutning, men siger:
- Man kan sige, at vi var enige om at være uenige, men jeg kommer det ikke meget nærmere.
Bestyrelsesformand Jesper Rosener bekræfter direktørens udtalelser, og siger til Fyens Stiftstidende, at det har været en hård periode.
- Og vi har taget mange hårde ture og mange hårde snakke. Det slider. Det er ligesom et ægteskab, det er lettere, hvis man kan dele gode oplevelser, end hvis man hele tiden har problemer, siger Jesper Rosener.
Han tilføjer, at kun har tak og respekt overfor Anders Nikolaisen og hans indsats.