En nu 63-årig tidligere direktør i et vikarbureau i Espergærde er blevet dømt til at skulle betale knap 3,5 millioner kroner.
Dommen falder i forbindelse med en tilståelsessag, hvor den dømte har overtrådt både moms- og skattelovgivningen.
Manden skal betale en bøde på 1.725.000 kroner plus en erstatning til Skat på lidt over 1.745.000 kroner. Dertil kommer, at den 63-årige skal betale sagens omkostninger.
Det skriver Sjællandske.
Sagen går tilbage til årene 2006 til 2008. Her indbetalte manden ikke A-skat for vikarer, som typisk arbejdede i eksempelvis køkkener og kantiner. Desuden undlod han også at indbetale arbejdsmarkedsbidrag.
Statskassen blev derudover også snydt for betydelige summer ved forkerte oplysninger af eksempelvis salgsmoms, skriver Sjællandske.