GOOGLER MAN ordet ’værdifællesskab’, kommer partiet Nye Borgerlige ganske tankevækkende op som resultat nummer to i søgningen. Det er godt søgemaskinearbejde, må man anerkende.
Klikker man sig videre ind på partiets hjemmeside, så formuleres det danske værdifællesskab som en kultur, ”hvor frie mennesker lever side om side i fred og fordragelighed i et samfund baseret på tillid, solidaritet og sammenhold.”
Lidt længere nede kan man læse, at ”det giver os en høj grad af tillid til hinanden, at vi deler grundlæggende værdier.”
Nogenlunde de samme ord gentog partiformand Pernille Vermund i 'P1 Debat' den 9. november, hvor hun desuden fandt det ”helt vanvittigt, at man lader de mennesker, som ikke er en del af værdifællesskabet - altså ikke er danske statsborgere - få lov til at stemme sig til ændringer af det værdifællesskab, som binder danskerne sammen.”
Vi skal snart stemme til kommunal- og regionsvalget, men at dømme ud fra Nye Borgerliges hjemmeside handler det nærmere om et religionsvalg. Således lyder fire af de seks underpunkter til det påståede danske værdifællesskab:
”Kriminelle udlændinge skal udvises.”
”Øgede krav til indvandringen.”
”Flygtninge skal udvælges.”
”Annullering af indfødsret ved landsforrræderi.”
ER DET kun mig, der har spottet et mønster? Dette påståede værdifællesskab er altså helt grundlæggende defineret ud fra nationalstats-logikken - ikke ud fra et egentligt værdifællesskab.
En nationalstat er en stat etableret med henblik på at styre en nation, og hvis territorium er søgt afgrænset efter nationalitetsprincippet. Altså har en nationalstat ikke pr. definition nogle fælles værdier.
Historisk har vi brugt denne konstruktion, fordi den opfylder nogle psykologiske behov for os om at høre til et sted, i en gruppe. Vi får altså leveret et tilhørsforhold, men det centrale er, at dette er et forestillet fællesskab. Når Nye Borgerlige snakker om danskerne som en slags familie, så er vi det jo faktisk ikke. Selv i et lille land som Danmark skal man meget langt ud for at etablere reelle, genetiske familieforhold.
Pointen er den, at selv om nationalstaten som enhed er identisk, så kan hvert lands nationalisme udtrykkes vidt forskelligt. Når Nye Borgerlige udtrykker deres ’fælles vi’, så kan jeg i hvert fald personligt mærke, at jeg har langt mere tilfælles med de efterhånden tusindvis af mennesker, jeg har mødt og lært at kende på rejser rundt omkring i verden.
Når man så vender hjem til Danmark igen, er det så Nye Borgerliges værdier og ’fælles vi’, man tilslutter sig, og som får én til at føle sig dansk? Tværtimod, hvis du spørger mig.
JEG HAR personligt langt mere til fælles med en syrisk flygtning, der kommer til Danmark med et oprigtigt ønske om at bidrage til demokratiet, udvise empati overfor andre mennesker, støtte op omkring retten til frit at ytre sig samt have den religion, man nu engang har.
Når jeg oplever muslimer udvise kærlighed overfor min familie, så føler jeg mig langt mere knyttet til dem, end når Nye Borgerlige udbreder angst og skaber mentale barrierer imellem mennesker. Når man gør det til et spørgsmål om religioner frem for mennesker.
I Danmark har vi en historie på godt og ondt. Hvis den skal lægges til grund for følelsen af at være dansk, så er det både at være dansk at have etableret en andelsbevægelse og kæmpet for ligestilling, men det er også dansk at have handlet med slaver, udført hekseprocesser samt ydet såvel støtte som modstand til tyskerne under 2. verdenskrig.
Jeg føler mig personligt ikke dansk grundet disse forhold, men jeg sætter ligesom Nye Borgerlige stor pris på at leve i et land, som er et demokratisk retssamfund. Det har vi i kraft af vores grundlov, men man glemmer nemt, at den ligesom verden i dag er en foranderlig størrelse.
Da Grundloven blev nedskrevet i 1849, kunne kun 14 procent af den danske befolkning stemme ifølge loven. Kvinder og datidens kontanthjælpsmodtagere havde ikke den demokratiske ret.
HELDIGVIS ER dette siden blevet ændret, og uanfægtet af nationalistiske og politiske strømninger igennem de seneste 150 år, så har frihedsrettighederne overlevet. Det er rettigheder som ejendomsret, ytringsret, foreningsret og retten til frit at dyrke sin religion. Skal man tale om et meningsfyldt værdifællesskab, så kan man passende fremhæve disse forhold, eftersom de gælder for os alle og er lovfæstede.
Derfor er det i mine øjne enormt vigtigt i disse år, at vi minder hinanden om, at partier som Nye Borgerliges forsøg på at tage patent på ’et fælles vi’ og etablere et ’værdifællesskab’ er et retorisk greb, nærmere end det er et udtryk for et reelt fællesskab. Jeg ser meget lidt tillid, solidaritet og sammenhold i de ting, som udgydes fra spidskandidaterne i partiet, og jeg frygter, at vi som nationalstat køber ind på Nye Borgerliges holdninger som fremtiden for vores land.
NÅR VI lige om lidt skal afgive vores demokratiske stemme, så stemmer vi til et regionsvalg – ikke et religionsvalg. Vi afgiver vores frie stemme, og Nye Borgerliges frontkvinde Pernille Vermund kan være glad for, at Grundloven er blevet ændret i årenes løb, så også hun både kan stille op som formand for et parti samt afgive sin demokratiske stemme.
Det samme kan mennesker, der har boet her i tre år eller længere og ønsker at bidrage positivt og aktivt til demokratiet, og det samme kan kontanthjælpsmodtagere, milliardærer og det øvrige Hr. og Fru Danmark. Lad os minde hinanden om, at i et ægte (værdi)fællesskab, så er det en forudsætning, at vi alle bliver mødt med muligheden for at føle os og blive inkluderet i praksis.
Vi går i stemmeurnerne for at vælge den retning, vi ønsker, at Danmark skal bevæge sig i fremtiden. Vi stemmer om vores kommuner og regioner. Ikke om vores religion.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.