Regeringen har åbnet kasserne i SP-ordningen, men hvis du vil sikre dine penge, så kan det være tid at handle nu.
ATP, der administrerer SP-midlerne, har nemlig tabt store summer på aktiemarkedet, siden de sidste gang udsendte en opgørelse til danskerne.
"Ingen ved jo, om bunden er nået for aktiekurserne endnu, og om det går op eller ned herfra. Så med den store fordel ved en beskatning på 35 procent, så tror jeg da, at jeg hæver pengene, uanset om vi har taget et tab på 2008 og 2009," siger pensionsekspert Jørgen Svendsen til berlingske.dk/dinepenge.
De værste tab rammer omkring 8.000 danskere, som har deres penge placeret i den såkaldte Folkebørs. Her er tabet omkring 33 procent.
Og aktietabene fortsætter for ATP. Alene i 2009 formoder man, at der er sket et tab på op imod godt 10 procent.
3,2 millioner danske lønmodtagere har en SP-ordning, og har i gennemsnit opsparet 14.600 kr.