Er du også en af de rigtig mange, som bruger det samme kodeord for at komme ind i netbanken, som der skal til for at streame fra Netflix?
Er du det, så lever du et lidt for farligt digitalt liv.
Den ene undersøgelse efter den anden har blotlagt, at hundredtusindvis af danskere ser stort på cybersikkerhed.
Blandt andre har password manager-tjenesten Nordpass lavet en undersøgelse sammen med uafhængige forskere i cybersikkerhed.
Undersøgelsen kastede en liste over danskernes mest brugte adgangskoder af sig - og det er ikke ligefrem betryggende læsning. Det er nærmest skræmmende.
Kodeord som "123456" eller endnu slappere "1234" ligger højt på listen, der indeholder ofte anvendte passwords som "hejhej", "Mikkel" og "Rasmus".
På listens 22.-plads dukker den første nogenlunde sikre adgangskode op; "hejmeddig".
Ifølge Nordpass vil det tage en enkelt dag at knække "hejmeddig"-kodeordet før der kan streames eller måske endnu værre webshoppes i dit navn.
Hurtige tip
Et par hurtige tip til stærkere kodeord ligger lige for: Drop de simple adgangskoder og få hjælp af en password manager.
En password manager er en app, hvis primære formål er at generere forskellige adgangskoder og derefter huske dem for dig.
Du skal bare udfylde loginoplysninger, og så gemmer appen dem for dig i et bibliotek af adgangskoder.
Husk dog, at en god tommelfingerregel for internetsikkerhed er, at gratis løsninger ikke kan anbefales, fordi du faktisk betaler med dine private data. Og så er du nærmest lige vidt ...