De brasilianske vælgere går i dag til stemmeurnerne for at finde afløseren til præsident Lula da Silva, som har siddet på posten i otte år.
Valget står mellem Arbejderpartiets 62-årige kvindelige kandidat Dilma Rousseff, som har Lulas fulde opbakning, og den mere højreorienterede 68-årige Jose Serra.
Dilma Rousseff fører stort i meningsmålingerne og vandt da også første omgang med 47 procent mod Serras 33 procent af stemmerne.
Hvis Dilma hiver sejren i hus, bliver hun den første kvindelige præsident nogensinde.
I et sidste forsøg på at sikre de sidste stemmer besøgte begge kandidater byen Belo Horizonte i svingstaten Minas Gerais.
Her lovede Dilma at føre kompromissøgende politik.
"Jeg vil regere for alle brasilianere. Der bliver ikke noget med at diskriminere nogen partier. Jeg vil ikke regere bare med min koalition," sagde hun ifølge BBC.