Spaniens højesteret har tirsdag afgjort, at diktatoren Francisco Francos grav kan flyttes. Det fremgår af en meddelelse fra retten.
Der var fuld enighed om afgørelsen blandt de seks dommere. Det skriver Reuters.
Franco er begravet i et mausoleum uden for Madrid, der er en del af et større mindekompleks, som hedder De Faldnes Dal.
På stedet ligger anslået 34.000 ofre for Den Spanske Borgerkrig. Mange mener, at det er forkert, at diktatoren også ligger her.
Den spanske regering har ønsket at flytte graven. Oprindeligt skulle graven være flyttet 10. juni, men Francos familie appellerede flytningen til højesteret, som tirsdag altså har afvist ønsket fra diktatorens pårørende.
Beslutningen om flytningen blev meldt ud i 2018. Spaniens socialistiske regering begrundede beslutningen med, at den ikke ville "fortsætte med at glorificere diktatoren".
Francisco Franco stod i spidsen for Spanien fra 1939, hvor han vandt Den Spanske Borgerkrig. Han ledte landet frem til sin død i 1975.
Sagen om flytningen af gravstedet har ifølge Reuters splittet den spanske befolkning, som har forskellige holdninger til Franco.
Mindestedet blev i sin tid bygget af fangearbejdere, der var modstandere af Franco. Det blev bygget mellem 1940 og 1959.
Den spanske regering vil lave området om til et mindested for fascismens ofre.
Med dommen kan Francos jordiske rester flyttes til et andet sted. Regeringen har før sagt, at den vil genbegrave Franco på på Mingorrubio El Pardo-kirkegården nord for Madrid. Her er Francos kone, Carmen Polo, begravet i et mausoleum.
Ifølge Reuters er familiens ønske at flytte graven til Almudena-katedralen i centrum af Madrid, hvor Francos datter ligger begravet.
Det er dog tvivlsomt, om det ønske kan blive efterlevet. Katedralen ligger tæt på den spanske kongefamilies palads i Madrid.
I december lød det i en regeringsrapport, at katedralen af sikkerhedsgrunde var uegnet som gravsted.
/ritzau/
/ritzau/Reuters