Kan man skabe fred ved at læse digte op? Det mener de i kvindeorganisationen Organization of Women¿s Freedom in Iraq (OWFI). I løbet af 2006 har organisationen to gange arrangeret digtaftener i Bagdad, hvor unge med sunnimuslimsk og shiamuslimsk baggrund er blevet bragt sammen i kulturens navn. De unge kom fra nogle af Bagdads mest urolige kvarterer som Sadr By og Al-Mada¿en, men i salen var der ikke spor af konflikt.
»Det blev et par timer, hvor vi glemte alt om bomberne og drabene i byen,« skriver organisationen i sin årsrapport.
Arbejdet med de unge er helt bevidst, fortæller Yanar Mohammed, der er formand for organisationen.
»Forandringen skal komme med de unge. Vi vil vise dem, at der findes et alternativ til den krig, vi ser nu. Et alternativ, der er sekulært, og hvor man respekterer både mænd og kvinder,« siger hun.