Efter en forsigtig start eksploderede den danske medaljehøst nærmest i weekenden og gik fra tre til otte medaljer på bare to dage.
Dermed har Team Danmark og Danmarks Idræts-Forbund (DIF) allerede opfyldt målsætningerne på otte medaljer.
- Det er helt vildt, at det er gået så stærkt. Det har været en fantastisk weekend, siger DIF-formand Niels Nygaard efter den ottende medalje, der blev overrakt til banecykelrytteren Lasse Norman Hansen efter sejr i omnium.
Niels Nygaard mener ikke, at medaljemålsætningen har været for forsigtig, selv om den er nået allerede godt midtvejs i OL-programmet.
- Vi har været meget realistiske i vores udmelding, og at atleterne så gør det ekstra godt, er jo kun et udtryk for, at de virkelig kæmper og er dygtige til at være der på dagen, siger formanden.
Han vil ikke på stående fod revidere målsætningen opad - og dog.
- Nu kommer vi forhåbentligt op på et højere tal. Hvis det sker med samme rytme, kan det jo blive mange.
- Men indtil videre vil jeg nøjes med at sige, at vi i hvert fald kommer over medaljemålsætningen, siger Nygaard og regner altså med, at der mindst kommer én medalje mere i hus.
Gode bud på det niende stykke metal kunne være herrelandsholdet i håndbold, der allerede er sikret en plads i kvartfinalen. Eller det kunne være kajakroerne, der først begynder deres konkurrencer mandag.
/ritzau/