Beslutningen om at uddele OL-værtskabet for både 2024 og 2028 til september vækker glæde hos Danmarks Idrætsforbund (DIF).
- Det er et stort, men nødvendigt brud med den sædvanlige praksis.
- Det er den mest bæredygtige beslutning, når nu vi har to topkvalificerede værtsbud.
- Beslutningen skaber arbejdsro for de to involverede byer, og samtidig giver det ro til at finde en mere langtidsholdbar og tidssvarende løsning for tildelingen, der er mere i tråd med Agenda 2020, siger Morten Mølholm Hansen, der er administrerende direktør i DIF, i en pressemeddelelse.
De to OL-byer skal udpeges til september, når Den Internationale Olympiske Komité (IOC) ekstraordinært mødes for at træffe en beslutning.
Meget tyder nu på, at OL i 2024 og 2028 kommer til at blive afholdt i den franske hovedstad, Paris, og i den amerikanske storby Los Angeles.
Formentlig bliver Paris valgt som værtsby for legene i 2024. Det vil betyde, at den franske hovedstad kan fejre 100-året for byens seneste værtskab for de olympiske lege - hvilket var i 1924.
Samtidig har Los Angeles i sit bud sagt, at man er åben for at afholde OL i 2028, hvilket altså også forventes at blive tilfældet.
IOC har valgt at ændre proceduren, så den kan vælge to værtsbyer på én gang. Dermed undgås, at der bruges enorme ressourcer på OL-ansøgningerne.
Det er en rigtig strategi ifølge Morten Mølholm Hansen.
- Vinter-OL i Sotji og sommer-OL i Rio bød på alt for store budgetter og faciliteter, der stod tomme efter legene. Det har gjort legene mindre attraktive at afholde end tidligere.
- Det er afgørende for en folkefest som OL, at vi får vendt den udvikling. Derfor skal vi finde en model, der sikrer, at der bliver valgt projekter, hvor vi tror på både den økonomiske, sociale og organisatoriske bæredygtighed, siger Morten Mølholm Hansen.
/ritzau/