Det er ikke mange interviews, Katherine Diez har deltaget i, siden hendes bog “I egen barm” udkom med private og pikante detaljer fra hendes forhold med Adam Price og Dan Jørgensen.
Men efter en måned i flyverskjul stillede Berlingskes tidligere litteraturanmelder torsdag op i “Go’ Aften Live” på TV2 for at fortælle, hvordan hun havde oplevet tiden efter den nok så omtalte bogudgivelse.
- Jeg har mange blandede følelser efter den her måned, hvor jeg har været nødt til at trække stikket for mit helbreds skyld. Men to følelser, som jeg har lyst til at fremhæve lige nu, er, at jeg er stolt, og jeg er vred, sagde hun til værten Janni Pedersen.
Vreden skyldes blandt andet medierne, som hun ikke mener har lyttet godt nok til hendes undskyldninger efter plagiatsagen og heller ikke har passet godt nok på hende, da hun efter sin fyring var allerlængst nede.
- Hvor var den omsorg, da jeg lå og ikke ville leve mere, lød det fra Diez, som også går i rette med ekskæresten Adam Price.
Price gik kort inden bogens udgivelse ud med en melding om, at han ikke kunne genkende meget af det beskrevne og desuden ikke havde givet samtykke til, at Diez måtte “viderebringe sine subjektive beskrivelser – eller fortolkninger af vores intime liv sammen.”
Den melding giver Katherine Diez ikke meget for:
- Det er løgn. Han kan genkende hvert et ord, der handler om ham i den her bog. Og han skal være glad for, at jeg ikke har fortalt mere, siger hun og understreger, at hun har “delt det jeg var nødt til at fortælle om mit liv”.
Katherine Diez fortæller også i “Go’ Aften Danmark”, at hun trods turbulens og kriser er stolt af, at hun stadig føler sig stærk.
- Jeg skal skrive, og så har jeg en hel masse drømme, og de skal have lov til at blomstre smukt. Og der er så mange budskaber, jeg vil ud med, især til kvinder, sagde hun.