Det så voldsomt ud, da Milans keeper, Nelson Dida, faldt til jorden efter at have været i nærkontakt med en Celtic-fan i slutminutterne af Champions League-opgøret mellem de to klubber i Glasgow i sidste uge.
Selvom skotten kun strejfede målmanden, da han løb på banen, faldt brasilianeren til jorden og vred sig i smerte efter først at have sat efter tilskueren.
Nu har det europæiske fodboldforbund, UEFA, tildelt Dida en karantæne på to spilledage for skuespil. Celtic idømmes samtidig en bøde på 300.000 kroner for ikke at have forhindret manden i at løbe ind på banen.
Milan, der i øvrigt tabte kampen med 1-2, oplyser på sin hjemmeside, at klubben ikke accepterer karantænen, og derfor vil appellere til UEFA s
disciplinærudvalg.