Toppen af Poppen er kendt for at være et program, hvor deltagernes følelser sidder uden på tøjet.
For det kan i særdeleshed være rørende at høre andre kunstnere fortolke éns sange, og især hvis sangene betyder noget særligt for én, og man måske har skrevet eller sunget dem, mens man gik gennem noget helt specielt.
Men i denne sæson af Toppen af Poppen bliver der færre tårer, end der plejer - i hvert fald fra deltagernes side.
Holdet, der i år består af Mads Langer, Peter Belli, Sanne Salomonsen, Dicte, Kasper Winding, Nabiha og Marc Johnson, har nemlig været ret enige om, at de ikke ville lave "tude-tv".
- Jeg gad ikke være med, hvis det skulle blive sådan noget følelsesporno, men sådan blev det heldigvis ikke, siger Mads Langer, der selv står for det, de andre deltagere kalder for det mest rørende øjeblik, da han fortolker Sanne Salomonsens "Overgiver mig langsomt".
Et nummer han skrev til hende, da hun på grund af en blodprop i hjernen var tæt på at miste livet.
I Toppen af Poppen er det første gang, at Mads Langer synger Sanne Salomonsens sang for hende, og det glæder hun sig over, fordi hun ikke selv kan synge den.
- Jeg bryder simpelthen sammen, hvis jeg prøver, siger hun.
Selvom sangen giver de fleste rundt om bordet våde øjne, så er det et enkeltstående tilfælde.
Der bliver hverken hulket eller vrælet, og sangerinden Dicte har en forklaring på hvorfor:
- Min veninde gav mig to råd: Lad være med at drikke dig fuld, og lad være med at tude for meget.
- Hun har set de tidligere sæsoner, og hun sagde, at hvis man græder for meget, så tager det fokus væk fra musikken, og det vil jeg ikke have, siger Dicte.
Den samme forklaring giver Kasper Winding.
- Det er seerne, der skal føle noget, når de ser det. Hvis vi føler for meget, så kan lytterne og seerne ikke, sådan er det, når man laver musik, siger han.
Toppen af Poppen har premiere den 14. august klokken 20, hvor det er Sanne Salomonsen, der er i centrum.
/ritzau/