Dick Kaysø har altid haft en drøm om at køre bus, og i 2018 uddannede han sig til buschauffør.
Siden har han suppleret sin indkomst som skuespiller med indtægterne fra jobbet som chauffør hos DitoBus i Nordsjælland, hvor han kan blandt andet kan mødes bag rattet på linjen mellem Helsinge og Gilleleje.
- Alle ruterne er mine favoritruter, for heroppe er landskabet bare så fantastisk, og jeg elsker at køre de smukke ruter, siger Dick til UCPlus’ Instagramprofil i forbindelse med et efteruddannelseskursus.
Den 76-årige skuespiller har spillet med i et utal af film og tv-serier, og det hænder da også, at han får en bemærkning fra passagererne.
- Jeg kører bus for at møde mennesker! Når folk træder ind i min bus, træder de på en måde også ind i mit hjem, og så skal de have en varm velkomst. Jeg oplever, at folk er rigtig venlige. Nogen genkender mig ikke, andre kigger en ekstra gang og spørger: Har du ikke været i fjernsynet?, siger Dick Kaysø.
Dick Kaysø som de seneste dage har taget et EU-efteruddannelseskursus for buschauffører hos UCPlus i Mileparken i Skovlunde vest for København
- Det har været rigtig hyggeligt med et gensyn med alle herude, både underviserne og dem i administrationen. Alle er så venlige og hjælpsomme, og underviserne er virkelig vidende. Og det er super vigtigt at blive opdateret på ændringer i færdselsloven og generelt få genopfrisket regler med mere, siger Dick Kaysø.