I august 1997 tog fotograferne Fabrice Chassery og David Kerr billeder i tunnellen, hvor prinsesse Diana mistede livet i en bilulykke.
Nu er de rasende, fordi den engelske tv-station Channel 4 har bragt billederne uden tilladelse, skriver Daily Express.
- Disse billeder blev inddraget af det franske politi for ti år siden, og de burde stadig være bag lås og slå, siger fotografen Fabrice Cassidy til avisen.
Han kræver nu erstatning fra tv-stationen.
Samtidig er det lidt af en gåde, hvordan tv-stationen overhovedet har fået fat på billederne. I følge Fabrice Cassidy holdt han i februar møder med Janice Sutherland, der er producer på Channel 4. Her tilbød hun at købe billederne til dokumentaren, men fotografen afslog.
- Janice blev ved med at sige, at "vi har et budget". Men jeg sagde "Lad være med at bruge billederne". Du er nødt til at tænke på, hvordan det vil påvirke William og Harry. Det er forkert, fortæller Fabrice Cassidy til Daily Express.
Før tv-dokumentaren blev sendt, opfordrede de to prinser tv-stationen til at undlade at sende billederne, men uden held.
Det franske politi har nu sat en undersøgelse i gang om, hvordan tv-stationen er kommet i besiddelse af billederne.
Channel 4 ønsker over for Daily Express ikke at kommentere sagen, så længe der er advokater på sagen.