DI: Handelsaftale med Mexico er godt nyt for dansk eksport

Erhvervsinteresseorganisationen Dansk Industri glæder sig over godt nyt for frihandlen efter dystre måneder.
Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, har sammen med EU sat pen til papir på en ny handelsaftale.
Mexicos præsident, Enrique Peña Nieto, har sammen med EU sat pen til papir på en ny handelsaftale. Foto: Marcos Brindicci/arkiv/Reuters

Mens USA er begyndt at føre en langt mere protektionistisk handelspolitik, og her manes handelskrigsspøgelset frem, har EU og Mexico opgraderet handelsaftalen mellem dem markant. Det får positivt ord med på vejen fra Dansk Industri.

Danmark er en lille, åben økonomi. Derfor er økonomien helt afhængig af, at kunne sælge varer og tjenester verden over.

- Aftalen vil blandt andet gøre det lettere, at eksportere danske landbrugsvarer til Mexico.

- Så dette her er endnu et eksempel på, at EU har gjort det mærkbart lettere for danske selskaber at eksportere til store og nye markeder. Det er godt for beskæftigelsen og økonomien i Danmark, siger underdirektør med ansvar for afsætningspolitik i Dansk Industri Peter Thagesen.

Mexico er ikke et lille marked. Befolkningen tæller over 120 millioner. Og mens landet fortsat er fattigt sammenlignet med Vesten, er økonomien vokset pænt de sidste mange år.

Danmarks eksport til Mexico lød i 2017 på 5,3 milliarder kroner, hvor medicin var den største eksportvare. Det bør nu stige.

- Mexico er et stort land og et stort marked. Det er et vigtigt marked, men også et marked, Danmark historisk set ikke har klaret sig super godt på. Men det kan dette her hjælpe til at ændre på, siger Peter Thagesen.

Hos erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer glæder man sig over nyheden om aftalen, der falder netop samtidigt med et dansk eksportfremstød i landet.

- Lige nu er eksempelvis grisekød og mejeriprodukter fra EU underlagt høje toldsatser på 20-40 procent i Mexico, men fremover bliver der heldigvis kortere mellem mexicanske forbrugere og danske produkter, skriver Karen Hækkerup i en meddelelse.

Organisationen skriver, at eksporten til Mexico fra den danske fødevareklynge var på over en halv milliard kroner.

Aftalen med Mexico kommer i lyset af, at USA med præsident Donald Trump i spidsen har ændret standpunkt, når det kommer til frihandel.

- Dette her giver os en fordel i forhold til amerikanske virksomheder.

- Men det ændrer ikke ved, at vi er ærgerlige over, at USA er slået ind på en noget mere protektionistisk kurs, end vi har været vant til at se.

- USA er afgørende for at sikre en fri og åben verdenshandel, siger Peter Thagesen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.