Greencard-ordningens kriterier matcher ikke det, erhvervslivet efterspørger hos højtuddannede udlændinge.
Sådan lyder dommen fra Dansk Industri, der anbefaler regeringen at tilføje et kriterium til ordningens pointsystem, så udlændinge, der har kompetencer, der er mangel på - som for eksempel ingeniører - får nemmere ved at få greencard til Danmark.
Udmeldingen kommer efter offentliggørelsen af en kandidatafhandling fra Roskilde Universitet, der viser, at 7 ud af 10 greencard-indehavere enten er arbejdsløse eller i ufaglærte job.
Ifølge rapporten betyder det, at ordningen har slået fejl for cirka 2100 højtuddannede udlændinge, skriver Politiken.
Som det er nu, baserer kriterierne i greencard-ordningens pointsystem sig primært på uddannelsesniveau, erhvervserfaring og engelskkundskaber.
Men skal man gøre sig forhåbninger om at få flere af greencard-indehaverne ud i et job, der matcher deres kvalifikationer, skal der ifølge arbejdsmarkedskonsulent i DI Claus Aastrup Seidelin tilføjes et kriterium mere:
- Man kunne skrue ordningen sådan sammen, at hvis man kommer til Danmark med kompetencer, der er efterspurgt på arbejdsmarkedet, så får man nogle flere point i forhold til dem, der hører til fagområder, hvor behovet for arbejdskraft ikke er så akut.
Greencard-ordningen blev indført i 2008 for at tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft til Danmark og hjælpe erhvervslivet i den globale konkurrence. Og selvom man hos DI kan se mangler i ordningen, mener man ikke, at den skal sløjfes.
- Det er super vigtigt at få tiltrukket de højtkvalificerede udlændinge, fordi det rent signalmæssigt er et konkurrencebarometer i forhold til udlandet, og så fordi det skaber vækst, siger Claus Aastrup Seidelin.
Regeringen barsler med en reform af ordningen til efteråret.
/ritzau/