De danske kvindebevægelser har svigtet deres muslimske medsøstre. I stedet for at kæmpe deres sag har kvindebevægelsen gået mere op i, om danske kvinder støvsuger en halv time mere om dagen end mændene.
Det mener Kenneth Kristensen, formand for Dansk Folkepartis Ungdom (DFU). Derfor har DFU nu startet en kampagne, der skal slå et slag for at undgå undertrykkelse af muslimske piger i Danmark. Blandt andet med brochurer, der skal fortælle muslimske piger, at Danmark er et frit land, hvor de har krav på ligestilling med mænd.
»Ligestillingskampen i forhold til danske kvinder er jo stort set vundet og overstået. Derfor er det trist, at det er os som ungdomsorganisation, der skal starte debatten om de muslimske piger, men her har kvindeorganisationerne spillet fuldstændig fallit,« siger Kenneth Kristensen, der fortsætter:
»Formålet med kampagnen er at få muslimske piger til at indgå positivt i det danske samfund i stedet for at være fødemaskiner derhjemme. For de unge muslimske piger er i høj grad en vigtig forudsætning for integrationen,« mener Kenneth Kristensen.
Nogle af de ting, han mener, muslimske piger begrænses i, handler blandt andet om fritidsaktiviteter, påklædning og valg af ægtefælle.
»Men det er også karakteristisk, at hvis du går en tur i København i nattelivet, så ser du cirka 20 gange så mange muslimske unge mænd som muslimske piger. Igen et udtryk for, at der i store dele af det muslimske miljø ikke er ligestilling,« mener Kenneth Kristensen.
Presseansvarlig for foreningen Kvindeligt Selskab Hanne Bille afviser dog, at den danske kvindebevægelse har svigtet de muslimske kvinder.
»Det er en konstant del af vores virke at sætte fokus på disse ting. Men når vi kæmper for ligeløn, barselsregler og så videre er det jo også for de muslimske kvinders skyld,« forklarer hun og tilføjer:
»Jeg synes, at Kenneth Kristensen skal skrue op for sine ambitioner for de muslimske kvinder. Det virker meget nedladende ikke at have større ambitioner, end at de ikke skal være ’fødemaskiner’, som han siger. Vi har større ambitioner.«