Ikke én af de syv konservative ministre, der sidder i VK-regeringen, burde blive, mener formanden for Dansk Folkepartis Ungdom (DFU) Kenneth Kristensen. Han opfordrer i stedet statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) til allerede i år at gå i regering med regeringens faste støtteparti DF.
»Skift de knotne konservative ud og erstat dem med friske kræfter fra Dansk Folkeparti,« skriver DFU-formanden i sit ugebrev.
De Konservatives politiske ordfører, Pia Christmas-Møller har endnu ikke læst nyhedsbrevet, men er heller ikke interesseret:
»Jeg har ingen kommentarer til det, det behøver ingen kommentarer,« siger hun til DNY.
I efteråret har den ene dårlige sag efter den anden slidt på samarbejdet mellem VK-regeringen og DF, og det i forvejen betændte forhold mellem DF og K blev skærpet med DF’s reelle fyring af den tidligere konservative familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (K) .
Kenneth Kristensen mener simpelthen, at VK-regeringen er kørt træt og beder statsministeren stille sig selv spørgsmålet om, hvilket af de to partier – De Konservative eller Dansk Folkeparti – der har været mest ansvarlige i de senere år.
»Har det været De Konservative, hvis formand Bendt Bendtsen har opført sig som et forvorpent børnehavebarn, efter at DF befriede regeringen for dens største belastning i form af forbrugerminister Lars Barfoed (K) og hvis tidligere skatteordfører Charlotte Dyremose, der krævede topskatten fjernet, medens hun striglede sin hest på gården i Nordsjælland? Eller har det mon været Dansk Folkeparti, der loyalt har sørget for, at finanslovene kom i hus år efter år siden regeringen kom til magten i 2001 og som har bidraget til ro, fred og fordragelighed?« spørger Kenneth Kristensen retorisk.
Det har endnu ikke været muligt at få en kommentar fra DF-leder Pia Kjærsgaard eller Venstres politiske ordfører Troels Lund Poulsen.