Dansk Folkeparti har ryddet op i sine EU-parlamentarikeres rodede omgang med EU-midler.
Det mener DF's gruppeformand, Peter Skaarup.
DR-dokumentaren "DF og de skjulte bilag" afslører, at EU-parlamentarikeren Jørn Dohrmann har flyttet én million kroner i EU's "blyantspenge" til sit eget firma. Det skete i strid med DF's og EU's regler.
"Blyantspenge" er et bidrag til at dække EU-parlamentarikernes udgifter til kontordrift.
- Det er et rodet forløb. Men jeg hæfter mig ved, at der er bragt orden i disse ting. Jørn Dohrmann har meddelt, at han selvfølgelig sørger for, at der er de rigtige revisorerklæringer, siger Peter Skaarup.
Partiet lovede i 2014 ved valgkampen til EU-Parlamentet, at en uafhængig revisor ville tjekke de 32.000 kroner, som alle parlamentarikere får skattefrit hver måned fra parlamentet til kontorhold.
- Jørn Dohrmann har det ikke anderledes end andre EU-parlamentarikere. Hvis man ikke forbruger "blyantspenge", skal de tilbagebetales. Som andre medlemmer selvfølgelig gør, siger Peter Skaarup.
Dokumentaren sætter også søgelys på Rikke Karlsson. Hun forlod DF's EU-gruppe i 2015, da hun trak Morten Messerschmidt ind i en sag om misbrug af EU-midler.
Hun skal have aflønnet sin søn, en ven og en veninde med "blyantspenge" i strid med EU's regler. Peter Skaarup vil ikke kommentere Rikke Karlssons forhold, da hun har forladt partiet.
Grundlovsdag vendte Morten Messerschmidt tilbage til EU-Parlamentet. Hans fremtid i Dansk Folkeparti er uafklaret. EU's svindelkontor, Olaf, undersøger hans rolle i EU-partiet Meld og den tilhørende fond Feld, som formøblede EU-midler.
- Morten Messerschmidt har været syg. Nu er han indtrådt i EU-Parlamentet. Forhåbentlig finder han sig godt til rette dér igen. Det er vort udgangspunkt. Der er ikke truffet nye beslutninger, siger Peter Skaarup.
Messerschmidt sad før sagen i DF's koordinationsudvalg og ville i Folketinget.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.