Pia Adelsteen, der er medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti, har politianmeldt Radio24syv for en aprilsnar.
Det skriver DR.dk
Hun blev ringet op af den fiktive person Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, der udgav sig for at være politibetjent.
Her fik Adelsteen at vide, at en lastbil var kørt ind i bodegaen A'porta i Mariager, som ejes af Pia Adelsteen og hendes mand Kim Christiansen (DF).
Den fiktive radiovært fortalte også, at en person var død.
Adelsteen finder aprilsnarren meget grov. Anmeldelsen sker, fordi radioværten udgav sig for at være betjent.
- Jeg har i de sidste to dage været afsindigt rystet, det må jeg sige. Der farer mange ting igennem hovedet på en, når man bliver ringet op af det, man tror, der er politiet, og får at vide, at der er sket et dødsfald, siger hun til DR.
Radio24syv har inden politianmeldelsen undskyldt episoden, og de kan ikke gøre mere, lyder det fra Jørgen Ramskov, chefredaktør på Radio24Syv.
- Jeg mener ikke så meget om det (politianmeldelsen, red.). Vi har begået en fejl, og vi har sagt undskyld mundtligt og skriftligt til Pia Adelsteen og Kim Christiansen. Andet kan man ikke gøre, når man begår en fejl, siger han til Ritzau.
Er der indskærpet noget over for Den Korte Radioavis?
- Det er klart, at denne her slags aprilsnarre laver vi ikke. Så det er da indskærpet, men længere er den jo ikke. Vi beklager det, og det har vi gjort mundtligt og skriftligt som nævnt.
- Pia Adelsteen melder os jo til politiet for, at Kirsten Birgit udgiver sig for at være betjent, og det er jo hendes beslutning, siger Jørgen Ramskov.
Ifølge straffelovens paragraf 131 kan man straffes med bøde eller fængsel i op til seks måneder, hvis man udgiver sig for at have en offentlighed myndighed, man ikke har.
Udøver man en offentlig myndighed, man ikke har, er strafferammen i stedet op til to års fængsel jævnfør paragraf 130.
Hvorvidt der vil blive rejst sigtelse i sagen, og i så fald efter hvilken paragraf, er op til anklagemyndigheden at vurdere.
/ritzau/