Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Pressemeddelelse fra DFDS A/S
Med købet af det tyrkiske rederi U.N Ro-Ro tidligere på året ser DFDS nu gode muligheder for at udnytte det stærke, lokale netværk i Istanbul til at tiltrække IT-talenter fra Tyrkiets bedste universiteter.
"Vi har stærkt brug for kvalificerede IT-medarbejdere, da vores fremtidige succes bl.a. beror på vores evne til hele tiden at udvikle de mest effektive kvalitetsløsninger inden for IT og digitalisering. Men da mange virksomheder arbejder i den digitale retning, er der massiv efterspørgsel på IT-udviklere i Danmark og stor konkurrence om at tiltrække den nødvendige ekspertise. Tidligere på året søgte vi 19 IT-udviklere alene til IT-afdelingen i København, og det er så stor en udfordring, at de fleste stillinger stadig er ubesatte. Og da vi vil fortsætte med at udvide vores eksisterende centre, har vi øget ressourcerne til rekruttering af talenter," siger Alexander Kanto, Talent Acquistion Manager i DFDS.
"Samtidig er det med vores nye forretning i Tyrkiet også oplagt at åbne et IT-center i Istanbul som et supplement til vores udviklingsafdelinger i København og Immingham. Det vil have fokus på nye systemer som bl.a. udvikling af apps, der i dag leveres af eksterne virksomheder, hvilket er en dyr løsning," siger Gert Møller, Vice President og CIO.
"Vores kollegaer i Istanbul er højt kvalificerede, og det samme høje niveau ser vi også i det lokale IT-miljø. Vi planlægger at ansætte 20 udviklere til det nye IT-center, og vi forventer, at stillingerne vil blive besat hurtigt, fordi vi allerede har en stærk tilstedeværelse, gode faciliteter og en exceptionel ledelse i Istanbul."
Udviklingscenteret i Istanbul giver adgang til et nyt, stort område, der giver os fine muligheder for at supplere vores teams og opbygge nye udviklingsteams på områder, der hidtil har været outsourcet," siger han.
Centeret vil blive ledet af Senior Director, Jan B. Devrim, som i forvejen leder DFDS' IT-afdeling i Istanbul, der i øvrigt er i gang med at integrere infrastruktur og IT-systemer med DFDS' IT-afdeling i København.
Kontakt:
Vice President, Group Communications Gert Jakobsen tlf.: +45 24 40 00 43 email: gert.jakobsen@dfds.com
Læs hele pressemeddelelsen på Via Ritzau her: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/dfds-abner-it-udviklingscenter-i-istanbul?releaseId=13560678
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.