Stop al hjælp til krigsramte Somalia.
Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Kenneth Kristensen Berth, fordi penge fra Dansk Flygtningehjælp er faldet i de forkerte hænder.
"Det giver langt mere mening at overføre nødhjælpen i Somalia til andre nødlidende mennesker i den tredje verden, der får reel gavn af vores støtte," siger Kenneth Kristensen Berth.
Han mener, at dansk nødhjælp vil brødføde de voldelige militser, der arbejder for islamisering af Somalia.
Udviklingsminister Søren Pind (V) valgte at lukke for udviklingshjælpen til landet, efter det kom frem, at den fanatiske milits, Al Shabaab, har fået fat på 120.000 hjælpekroner. Det er dog kun udviklingshjælpen, hvor hanen er lukket. Nødhjælpen fortsætter stadig ifølge ministeren. Men her vil Dansk Folkeparti netop have skruen strammet.
Hvis nødhjælpshanen lukker til Somalia, kan det betyde forskellen på liv og død, fordi op mod to en halv million somaliere sulter, forklarer Chef for Dansk Flygtningehjælps internationale afdeling, Ann Mary Olsen.
"Nødhjælpen har jo til formål at redde liv, og det er da også det, at Dansk Flygtningehjælp gør i Somalia. Så konsekvensen vil være, at befolkningen kommer til at dø af sult, hvis vi fjerner hjælpen," siger Ann Mary Olsen til Newspaq.
"Uden nødhjælp, lader vi somaliere i stikken, som i forvejen får meget lidt at spise, meget lidt at drikke og meget lidt hjælp," fortæller hun.
Danmark giver årligt 140 millioner kroner i udviklingsstøtte og nødhjælp til Somalia. Langt størstedelen af pengene bliver brugt på nødhjælp, fordi krig gør Somalia ustabilt.
Ifølge Berlingske har Danmark siden 2007 mistet over 11 millioner kroner, fordi penge til bistand havner i de forkerte lommer.