Dansk Folkeparti vil intensivere kampen mod social dumping. Det skal blandt andet ske ved at sætte stop for arbejdskraftens frie bevægelighed.
Det siger partiets spidskandidat til Europa-Parlamentet, Peter Kofod, fredag på et pressemøde ved Christiansborg. Valget til Europa-Parlamentet afholdes søndag.
- Den frie bevægelighed har skabt nogle forskelle og forhold, der har været elendige.
- Som har gjort mennesker fattige og har skabt stor ulighed og bidraget til vrede, siger han.
Dansk Folkeparti lancerer i forbindelse med pressemødet et udspil med 29 tiltag mod social dumping.
Punkt fire handler om arbejdskraftens frie bevægelighed:
- Den frie bevægelighed suspenderes, så al arbejdskraftindvandring skal foretages efter de principper, som Folketinget fastsætter.
- Arbejdskraftens frie bevægelighed skal først gælde, når et medlemsland kommer inden for 15 procentpoint af medianindkomsten i EU, lyder det i udspillet.
Peter Kofod varsler, at Dansk Folkeparti vil fremsætte "en stribe af beslutningsforslag" i Folketinget, der har til formål at få skærpet kontrollen med social dumping.
De seneste år har blandt andet transportbranchen kigget uden for EU for at finde chauffører.
Sidste år kom det frem, at en gruppe filippinske chauffører boede under kummerlige vilkår i en lejr i Padborg, hvor de arbejdede for en dansk vognmandsvirksomhed.
DF-formand Kristian Thulesen Dahl siger, at partiet vil "have noget magt tilbage til Folketinget i forhold til at styre indvandringen til vores arbejdsmarked".
- Vi vil først sikre, at vi har afsøgt, om der er ledig dansk arbejdskraft, vi kan få i gang.
- Vi vil have sikkerhed for, at det foregår på ordentlige løn- og arbejdsvilkår, siger han.
/ritzau/