Det er bedre at tage en uddannelse end at gå i hundene på et lille værelse på asylcentret.
Det mener Dansk Folkeparti, der bakker op om statsminister Ander Fogh Rasmussen (V). Han ændrede i dag kurs og sagde, at irakiske asylansøgere skal have mulighed for job og uddannelse, mens de er i Danmark.
- Det, som regeringen vil overveje, er, om vi kan give irakerne nogle kvalifikationer, der kan gøre dem til en ressource for Irak, når de vender hjem, sagde statsministeren på sit ugentlige tirsdags-pressemøde.
Dansk Folkepartis udlændingeordfører støtter forslaget, da han mener, at det vil sætte fart på hjemsendelserne af de afviste irakere .
- Jeg vil ikke fortælle i detaljer hvad det går ud på, for vi har ikke diskuteret det helt færdigt. Men det er et aktiveringsprogram, der skal motivere irakerne til at tage rejse hjem og motivere deres hjem-regioner i Irak til at tage imod dem, siger Jesper Langballe.
Han vil ikke fortælle, om irakerne for eksempel vil kunne uddanne sig på universitetet eller en landbohøjskole.
- Hele formålet med er at det sker på betingelse af en frivillig hjemrejse. Derfor skal irakerne underskrive en kontrakt, om at de vil rejse hjem frivilligt, når det er muligt, for at kunne modtage uddannelsen, siger Jesper Langballe.
Ifølge statsministeren gælder tilbuddet om uddannelse og arbejde inden for de områder, som Irak har brug for.