DF vil melde Frank Aaen til politiet

Enhedslistens forsvarsordfører afviser DF-beskyldninger om, at han skulle have brudt sin tavshedspligt i Afghanistan-sag.

En underskrevet tavshedserklæring var forudsætningen for, at medlemmerne af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn onsdag kunne få lov til at se en række fortrolige dokumenter om Danmarks krigsførelse i Afghanistan. Den erklæring brød Enhedslistens forsvarsordfører, Frank Aaen, senere på dagen ved at udtale sig til flere medier, heriblandt Nyhedsavisen, om sagen. Det mener Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, som opfordrer forsvarsminister Søren Gade (V) til at melde Frank Aaen til politiet for brud på tavshedspligten.

»Jeg mener, at forsvarsministeren bør melde sagen til politiet, som må vurdere, om der er grundlag for at rejse tiltale. Det var ikke for sjov, at vi underskrev de papirer - der stod jo, at en overtrædelse kan give op til seks måneders fængsel,« siger Søren Espersen til Ritzau.

Selv afviser Frank Aaen beskyldningerne som grundløse:

»Jeg kan ikke forestille mig, at jeg har overtrådt min tavshedspligt, jeg har bare lagt to og to sammen og kommet frem til, hvad der også burde stå klart for DF, at Danmark har overtrådt Genève-konventionen. Men både DF og forsvarsministeren skal da være velkomne til at at melde mig til politiet,« siger Frank Aaen til DNY.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.