Mange af de eksperter, der jævnligt optræder i medierne, bruger deres ekspertkasket til at fremme bestemte politiske holdninger. Og ofte har eksperterne slet ikke forsket i det, som medierne lader dem udtale sig om.
Det mener Dansk Folkepartis EU-parlamentsmedlem Morten Messerschmidt, som konkret vil stramme medieansvarsloven, så der indføres et nyt afsnit om god brug af eksperter i pressen, skriver Berlingske Tidende.
Mit forslag ville være: Saglighed, nøgternhed, tilbageholdenhed og videnskabelig ballast i form af hyppige udgivelser i relevante videnskabelige publikationer. Hvis eksperter skal adskille sig fra politikere, kræver det netop ekspertviden, siger Morten Messerschmidt.
DF's medieordfører, Morten Marinus, bakker fuldt op om forslaget, som han vil fremføre ved de snarlige forhandlinger om en revidering af medieansvarsloven.
Nyhedschef på TV 2 Michael Dyrby mener, at forslaget vil føre til "italienske tilstande".
Børsens chefredaktør, Anders Krab-Johansen, er enig og opfordrer Messerschmidt til at læse Grundlovens afsnit om ytringsfriheden.
Både partier i rød og blå blok vender sig imod forslaget.
- Det skal ikke skrives ind i loven, hvem medierne må kalde eksperter og i hvilke sammenhænge, siger medieordfører Ellen Trane Nørby (V), der dog hilser debatten om pressens brug af ekspertkilder velkommen.
Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen er endnu mere karsk i kritikken af forslaget, som han kalder "meningspoliti" og "censur", skriver avisen.
/ritzau/