Danmark mangler arbejdskraft, og den kan kun komme udefra. Derfor er Dansk Folkeparti klar til at lempe udlændingereglerne, så det bliver nemmere at komme til landet.
- Hvis regeringen kommer og siger, at der er behov for justeringer, er jeg klar til det. Og det er jo sådan noget, der kan klares overnight, siger udlændingeordførere Jesper Langballe til Politiken og uddyber kursskiftet:
- Jeg tager det alvorligt, når arbejdsgiverne siger, at det kan ramme væksten i Danmark. Vi skal jo huske på, at det er det private arbejdsmarked, der finansierer vores offentlige sektor, og derfor skal vi have klarlagt, hvad der er behov for.
Familier må tage med hertil
Og behovet er stort, har tidligere undersøgelser vist. Der kommer flere ældre, som skal forsørges, mens de erhvervsdygtige årgange bliver mindre og mindre. Jesper Langballe er derfor ikke kun åben for at ændre reglerne men vil også indføre et virksomhedsvisum, så virksomhederne nemmere kan ansætte udlændinge. Og medarbejderne skal have lov til at tage deres familier med.
- Sådan må det være, ellers kan vi ikke lokke nogen til, siger Langballe til Politiken.
Dansk Folkeparti har i årevis kæmpet indædt for stramme regler, der gør, at folk ikke kan komme til Danmark. Men den sag er nu også sat til side af erhvervsordfører Colette Brix og Bent Bøgsted, der ligesom Jesper Langballe hellere vil hjælpe erhvervslivet. Dog kræver Langballe i modsatte ende, at firmaerne sørger for, at udlændingene rejser tilbage igen, når de er færdige med at arbejde her eller ikke længere har et job.