Danske nødhjælpsarbejdere fra Røde Kors er i alarmberedskab efter, at Sudans præsident har truet med at smide alle danskere ud af landet. Fire danskere er for tiden i Sudan og risikerer at blive smidt ud af landet allerede på onsdag
»Vi har bedt vores danske ansatte holde sig sydpå i landet og har taget vores forholdsregler,« siger International chef, Anders Ladekarl fra Røde Kors.
Udmeldingen kommer efter, at Sudans præsident Omar Hassan Al-Bashir i går fortalte, at alle danske diplomater og nødhjælpsansatte skal forlade landet og alle danske varer skal boykottes på grund af Muhammed-tegningerne.
Ifølge Sudan Tribune vil de nye regler for danskere blive indført onsdag i forbindelse med en million man march mod danske avisers genoptryk af Muhammed-tegningerne.
Og nu får truslerne Dansk Folkeparti til at ville klappe pengekassen i. Sudan modtog i 2006 130 millioner kroner i ulandsbistand fra Danmark.
»Vi vil da ikke give dem nogen penge, hvis de ikke vil respektere danske frihedsrettigheder. Opførslen er komplet uacceptabelt. Hvis de ikke vil købe danske varer, så kan de heller ikke få støtte. Vi vil ikke være til grin for egne penge,« siger udenrigsordfører Tina Petersen fra Dansk Folkeparti, der i går stillede spørgsmål til udviklingsminister Ulla Tørnæs om sagen.
»De har jo ret. Vi kan jo ikke give nødhjælp, hvis vi ikke må være i landet,« siger tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft, S.
I går holdt Danmarks udenrigsministerium, der har et kontor med to ansatte i Sudans hovedstad Khartoum, møde med den sudanske præsidents rådgivere.
»Vi har ikke kunnet få oplysningerne bekræftet,« siger kommunikationschef Klavs Holm.