VK-regeringens støtteparti har i et brev til udenrigsminister Per Stig Møller (K) gjort det klart, at DF ikke vil støtte regeringens planer om at anerkende den x-jugoslaviske område Kosovo som selvstændig stat. Et område, der teknisk set hører til Serbien, men har et albansk flertal, der ønsker selvstændighed.
Dansk Folkeparti skriver i brevet til udenrigsministeren, at det internationale samfund er i færd med at gøre Serbien uret og beslutningen om at anerkende Kosovo vil være i strid med FN’s charter, som understreger medlemslandenes territoriale integritet, skriver TV2.dk.
Samtidig advarer Dansk Folkeparti om, at de danske tropper, som er udstationeret ved den serbisk dominerede by Mitrovica, i tilfælde af en dansk anerkendelse af et selvstændigt Kosovo, vil få en helt ny og sprængfarlig placering.
Tropperne har i dag et godt image hos både serberne og albanerne. Men hvis Danmark anerkender Kosovo, vil kosovoserberne vende sig mod de danske tropper, som ikke længere vil blive set som neutrale i konflikten, advarer DF.