DF vil hjælpe irakiske tolke

Danmark har et ansvar for de 20 irakiske tolke, som har arbejdet for de danske styrker i Irak. Det mener forsvarsordfører for Dansk Folkeparti Hans Kristian Skibby.

Når ansvaret for sikkerheden i Irak overdrages til irakerne, skal den danske regering samtidig lave en aftale med den irakiske regering om, at de irakiske politi- og sikkerhedsstyrker har et særligt ansvar for at beskytte de irakiske tolke, der har arbejdet for det danske forsvar. Det mener forsvarsordfører for Dansk Folkeparti, Hans Kristian Skibby.

»I forbindelse med overdragelsen af sikkerheden skal vi lave en aftale med den irakiske regeringsleder, Nouri al-Maliki, og præsident Jalal Talabani om, at det irakiske politi skal beskytte de mennesker, der er i en risikosituation, fordi de har arbejdet for de danske styrker,« siger Hans Kristian Skibby.

Han er klar over, at den løsning ikke er nogen garanti for tolkenes sikkerhed.

»Det er ikke muligt at garantere sikkerheden for nogen i Irak. Det er det heller ikke for de mange unge irakere, som har meldt sig til politistyrkerne, som vi har set mange overgreb på. En decidereret garanti kan man ikke give. Det ville være naivt at tro,« siger han.

Efter Hans Kristian Skibbys vurdering vil tolkene i en overgangsperiode have brug for ekstra beskyttelse. Det er han til gengæld også villig til at sætte ekstra penge af til.

»Vi er også indstillet på at finde pengene til, at der er personer til rådighed, og at de har det udstyr, der skal til for at følge op på, at sikkerheden er i orden for dem, der har været ansat i det danske forsvar,« siger Hans Kristian Skibby.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.