Dansk Folkeparti stiller nu nye krav på sundhedsområdet til finansloven for 2007. Partiet kræver, at en række ordninger, blandt andet influenzavaccination af ældre, mammografi-screeninger og støtte til sundhedscentre i kommunerne skal fortsætte.
Kravet løber ifølge partiet op i flere hundrede millioner kroner, skriver Børsen fredag.
»Vi kan se, at der er en lang række puljer på social- og sundhedsområdet, som er vigtige for os, men som løber ud. Det drejer sig dels om puljer i forbindelse med vores kræftaftale fra 2005, altså blandt andet mammografi-screeninger,« siger finansordfører Kristian Thulesen Dahl (DF).
Partiet har bedt om en fuldstændig liste over, hvilke puljer som udløber.
»Så kan vi gå igennem listen punkt for punkt og se, hvor det er nødvendigt at sætte ind for at opretholde denne her aktivitet,« siger Kristian Thulesen Dahl.