DF vil have Barfoed fyret

(Opdt.) DF har mistet tilliden Lars Barfoed (K). Pia Kjærsgaard opfordrer atatsministeren til at finde en ny forbrugerminister.

»Jeg har meddelt statsministeren her til aften, at vi ikke kan bakke op om Lars Barfoed som forbrugerminister.« Sådan sagde Dansk Folkepartis partileder Pia Kjærsgaard på et pressemøde på Christiansborg klokken 19.45 her til aften.

»Vi tror ikke på, at Barfoed kan genoprette tilliden til fødevarerne,« siger hun.

Pia Kjærsgaard havde forinden orienteret statsministeren om beslutningen, understregede hun.

»Vi har valgt at trække en streg i sandet. Vi føler, at Lars Barfoed har mistet tilliden i befolkningen, og nu er det op til statsministeren at drage de nødvendige konsekvenser, men jeg kan ikke forestille mig, at sagen når så langt, at vi er nødt til at stille et mistillidsvotum i Folketinget.«

Med det mener Pia Kjærsgaard, at hun regner med, at statsministeren »drager den konklusion, at der er brug for en ny minister på den post.«

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.