Dansk Folkeparti forventer at have et særligt dokument med sig, når partiets forhandlere i eftermiddag forlader Finansministeriet, hvor forhandlingerne om næste års finanslov foregår.
Finansordfører René Christensen lægger ikke skjul på, at han går benhårdt efter at få regeringen til at love, at erhvervsskolerne fremover slipper for det omprioriteringsbidrag, der hvert år barberer to procent af driftsbudgettet.
- Det lyder måske lidt firkantet og hårdt. Men vi har ikke lagt skjul på, at det er én af vores hovedprioriteter ved forhandlinger.
- Derfor har vi også en forventning om, at regeringen forsøger at komme os i møde, siger han.
Dansk Folkeparti mener, at erhvervsskolerne skal holdes fri af sparekravene, fordi der er brug for at løfte indsatsen for at få flere til at tage en håndværkeruddannelse.
Og selv om regeringen har bebudet et løft på to milliarder kroner på området over det kommende år, så er en stor del af pengene finansieret af omprioriteringsbidraget og dermed af skolerne selv.
- Det duer ikke. Vi vil sikre, at pengene bliver på den enkelte skole fremover.
- Og så vil vi gerne diskutere nogle af de initiativer, som regeringen har foreslået. Blandt andet at forlænge grunduddannelsen fra 20 til 30 uger for de elever, der har behov for det.
- Men pengene må vi finde et andet sted, siger ordføreren.
/ritzau/