Selvom Dansk Folkeparti er mødt frem i Finansministeriet uden ultimative krav til en skattereform, så er der alligevel et helt klart mål med at deltage i forhandlingerne.
"Hvis man skal formulere et ultimativt krav fra os, selvom vi ikke render rundt og formulerer ultimative krav, så er det jo, at den sociale profil skal være bedre," sagde gruppeformand Kristian Thulesen Dahl efter mødet, hvor han deltog sammen med partiformand Pia Kjærsgaard og næstformand Peter Skaarup.
En af metoderne til at få rettet op på fordelingen er efter Dansk Folkepartis opfattelse at ændre på regeringens udspil om at sænke topskattesatsen fra 15 til 13½ procent. Det ville have en større effekt at hæve grænsen for, hvornår danskerne skal betale topskat. Samtidig skal der kigges på bundfradraget og prioriteringen af de grønne afgifter.
"Effekten på arbejdsudbuddet er stærkest ved grænsen - altså hvornår topskatten sætter ind. Det er der, man får effekten. Der kunne måske endda være en større gevinst ved ikke at sænke satsen, men ved at hæve grænsen for, hvornår topskatten sætter ind til mere end det, regeringen foreslår," sagde Kristian Thulesen Dahl.
Dansk Folkeparti håber at nå en aftale med regeringen, men understregede, at det ikke er nogen nem proces. Der venter mange forhandlinger endnu.
"Det er svært. Skattepolitik er generelt svært, fordi der jo både er den politiske del af det, hvor partierne skal byde ind og har forskelligartede synspunkter. Men det her er altså også teknisk svært. Der er mange krummelurer, man skal tage højde for. Det er ikke bare at flytte rundt på nogle konti," fastslog Pia Kjærsgaard.
Selvom der er flere elementer, der skal tygges igennem, er der ikke meget tvivl om, at Dansk Folkeparti vender tilbage til Finansministeriet til yderligere forhandlinger på et senere tidspunkt.
Derimod er Socialdemokraterne og SF efter alt at dømme færdige i forhandlingerne, da regeringen ikke vil fravige sine tre krav til de partier, der skal være med i en reform.
Kravene lyder, at skattestoppet består, at reformen underfinansieres i starten for at sende flere penge ud og arbejde, og at forhandlingerne afsluttes hurtigt. Krav som Dansk Folkeparti altså er klar til at gå med på.