Vi skal nu advares på løbesedler, hvis der flytter en tidligere straffet pædofil ind i vores kvarter. Sådan lyder et af de centrale forslag i Dansk Folkepartis nye tryghedspakke for børn, som partiet vil foreslå Folketinget.
"Jeg tror, der er mange forældre, der vil prise sig lykkelige for at få den information. For man er jo altid er bekymret for, når man har børn med på legepladsen eller henne i skolen, at der er nogen voksne, der misbruger muligheden for at komme i kontakt med børn til at begå seksuelle overgreb mod børn. Og det er noget, der er så forfærdeligt, at vi skal gøre alt for at undgå at det sker i fremtiden," siger Peter Skaarup til Nyhedsbureauet Newspaq.
Derudover vil Dansk Folkeparti også forbyde pædofile at bo i nærheden af skoler, legepladser, svømmehaller og andre områder, hvor der færdes børn.
"Det er en tryghedsskabende foranstaltning, som vi tror vil have en god virkning på vores samfund," siger Peter Skaarup.
Regeringspartiet Venstre er til gengæld lodret uenig og mener, at forslaget blot vil skabe mere frygt i befolkningen. Og Socialdemokraterne er direkte rystede over forslaget.
"Det er et tåbeligt forslag. Jeg tror selv, jeg som forælder ville blive bekymret, hvis jeg fik sådan et brev om, at der var flyttet en ind, og nu skulle man gå rundt og være på vagt. Det er heller ikke noget, der gør børnene eller forældrene mere trygge. Nærmere tværtimod," siger partiets retsordfører Karen Hækkerup til Newspaq.