Flere eksperter peger på, at Dansk Folkeparti med den massive medieomtale nærmest har foræret den tørklædeklædte socialrådgiver og byrådspolitiker Asmaa Abdol-Hamid en halv fribillet til en plads i Folketinget.
Men sådan ser Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard overhovedet ikke på det.
- Jeg kan slet, slet ikke anskue det ud fra den vinkel. De der eksperter er sikkert nogle meget kloge folk, cand.bagkloge og alt muligt, men jeg tror slet ikke, at de har ret i deres antagelser. Vi har selvfølgelig været med til at give hende en masse medie-mæssig opmærksomhed, men det er bestemt ikke det samme som politisk medvind. Det ved jeg om nogen, siger Pia Kjærgaard.
Partiformanden mener derimod, at debatten om politikerens ret til at bære tørklæde i Folketinget, har udstillet Asmaa Abdol-Hamid.
- Nu har vi nemlig virkelig fået hendes holdninger til eksempelvis dødsstraf og registrerede partnerskaber frem i dagens lys. Ellers var de sikkert bare blevet listet ind i Folketinget. Det er faktisk Enhedslisten, der vil opstille hende, som har et problem, siger Pia Kjærsgaard.