I kan tro nej.
Sådan lyder beskeden fra både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne til den gruppe af ekstremistiske islamister, som tidligere i dag proklamerede i Jyllandsposten, at de vil indføre sharia-zoner i udvalgte byer i landet.
I DF vil man gå så langt som at foreslå udvisning af Danmark til dem, der fører handling bag ovennævnte ord.
"Man skal kunne sætte hårdt mod hårdt, det betyder, at det skal kunne medføre en straf, hvis man medvirker til at udvikle eller fastholde parallelle retssystemer og i sidste ende også udvisning, hvis man ikke er dansk statsborger," siger Martin Henriksen til Newspaq.
Han rækker nu en hånd ud til både regeringen og sine oppositionsvenner i håb om at finde et flertal bag forslaget.
"Det her forslag vil vi rejse overfor regeringen, blandt andet overfor justitsministeren, og så vil vi selvfølgelig også se, om der er opbakning andre steder," siger integrationsordføreren.
Og det er der. Social og Integrationsminister, Karen Hækkerup (S), vil have PET, politi og socialarbejdere til at kigge nærmere på sagen, udtaler hun til Newspaq.