Dansk Folkeparti har fortsat et stærkt ønske om at få sat et loft over familiesammenføringer efter tysk forbillede. Det siger gruppeformand Peter Skaarup (DF) i forbindelse med forhandlinger om finansloven lørdag.
- Hvis Tyskland kan lave et loft over familiesammenføringer, så kan vi selvfølgelig også, siger Skaarup.
- So ein Ding müssen wir auch haben, tilføjer han.
Regeringen mener, at det tyske loft mere er en slags sagsbehandlingsregel, der kun vil gøre marginal forskel i Danmark. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) har ligefrem kaldt det et "fuploft."
Men Skaarup er ikke overbevist.
- Det skal jo være noget, der virker. Man skal ikke lave noget, der bare er sminke og pynt. Der tror vi, at der er en grund til, at Tyskland har gjort det. For Tyskland har nøjagtigt de samme udfordringer, siger Skaarup.
Dansk Folkeparti har som et af sine hovedkrav ved finanslovsforhandlingerne, at flygtninge i højere grad end i dag skal sendes hjem, når der er fred i deres hjemland.
Det kalder partiet også et paradigmeskift eller en aktiv hjemsendelsespolitik.
/ritzau/