Onsdagens møde i regeringens koordinationsudvalg var ventet: Her skulle regeringen tage stilling til, om det skal være tilladt for kvindelige dommere at bære hovedtørklæde i danske retssale.
Men der kom ikke noget svar. Regeringen vil først have undersøgt, hvilken praksis, der gælder i andre lande, og har derfor nedsat et udvalg.
- Før vi lægger os endeligt fast på, hvad der er den klogeste løsning, så vil vi altså undersøge, hvordan man håndterer det her i andre lande, siger justitsminister Lene Espersen (K) ifølge pol.dk.
Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, er ikke tilfreds med den udmelding.
- Det er ikke godt nok, siger Pia Kjærsgaard, der mener, at et udvalg trækker tiden ud.
- Og hvad skal vi egentlig med et udvalg. Det har jeg svært ved at se, siger hun til pol.dk.
Regeringe skulle tage stilling til spørgsmålet, da Domstolsstyrelsen har sagt god for tørklæder i danske retssale.
Dansk Folkeparti mener, at det er på høje tid med et forbud og foreslår, at et sådan forbud også kommer til at gælde grupper af offentligt ansatte og myndighedspersoner.