Dansk Folkepartis medlem af Udenrigspolitisk Nævn, Søren Espersen, har kun foragt tilovers for, at Saddam Hussein ifølge den spanske avis El Pais tilbød at rejse ud af Irak en måned inden koalitionsstyrkernes invasion af landet - mod betaling vel at mærke.
- Jeg kan ikke forestille mig, at nogen lande i verden ville være gået med på den slags pengeafpresning. Sådan spiller klaveret ikke i civiliserede lande. Hvis der overhovedet er noget om det, håber jeg, at Saddam blev mødt med en fnysende afvisning, siger Søren Espersen til Avisen.dk.
At krigen i Irak har kostet op imod 2.500 milliarder kroner og titusindvis af menneskeliv, ændrer ikke ved hans holdning.
- Sådan kan man ikke gøre regnskabet op. Og hvor skulle Saddam overhovedet tage hen. Sandholmlejeren?
De andre udenrigsordførere Avisen.dk har talt med, ville ikke forholde sig til sagen.